Beaujolais – en del af Bourgogne.
Beaujolais er kvantitativt en væsentlig region i det østlige Frankrig, der reelt hører under Bourgogne. I nogle år, produceres der mere vin i Beaujolais, end i resten af Bourgogne. Beaujolais er dog ikke en billig Bourgogne, forskellene på klima, topografi, jordbund og druesorter er nemlig store, så slægtskabet reelt kan reduceres til ren geografi. Stilmæssigt laves der lyse og lette vine i Beaujolais, der er frugtige og saftige, stik modsat af hvad der ellers er moderne for tiden, nemlig intense og fadlagrede vine. Stort set al vinen er rød, fremstillet på den blåsorte drue Gamay. Der laves dog også små portioner hvidvin og rosé på chardonnay og aligoté.
Beaujolais har altså altid stået i skyggen af de rigtige Bourgognevine. Det kan skyldes tre ting: Dels laves Beaujolais på druesorten Gamay, mens rød Bourgogne laves på pinot noir, dels har Beaujolais ikke den samme elegance eller gemmepotentiale og endelig koster Beaujolais nærmest ingenting i forhold til en anstændig Bourgogne. At Beaujolaisvine er billige, er kun en god ting for forbrugeren. Men ofte hænger prestige og pris sammen, og der nyder Beaujolais ikke samme høje prestige som de andre vine fra Bourgogne. Beaujolais skal drikkes ung og egner sig særdeles godt som alternativ til hvidvin eller som ledsager til fisk.
Thomas Collonge er 7. generation på Colonat-ejendommen med sin kone Julie. Thomas har studeret vinavlsøkologi i Beaune (Bourgogne) og har efterfølgende lavet vin i Châteauneuf-du-Pape, på Vincent Girardin i Meursault i Bourgogne og på Jamieson's Run Winery i Coonawarra Valley i Australien