Voluptøs kraft og syditaliensk varme fra gamle vinstokke
Il Bacca Primitivo 2019 er en intens og fyldig rødvin fra Primitivo di Manduria i Puglia – Italiens solrige hæl. Vinen er lavet på gamle vinstokke, op til 80 år gamle, og det kan smages. Duften er dyb og forførende, med noter af blomme, brombær, kirsebær og tørrede frugter, indhyllet i vanilje, chokolade, kaffe og ristet eg.
Smagen er blød, koncentreret og varm, med en høj alkoholprocent (15,5%), der giver vinen en næsten likøragtig fylde. Her møder du mørke bær, krydderier som kanel og lakrids, samt noter af læder og tobak. Tanninerne er modne og afrundede, og eftersmagen er lang og krydret, perfekt til kraftige retter som grillet oksekød, lam, vildt og modne oste.
Historien bag vinen og vinhuset
Luccarelli er en del af Fantini Group, og holder til i Sava, tæt på Manduria – hjertet af Primitivo-druens oprindelse. Vingården arbejder med hundredvis af lokale vinbønder, hvor mange af vinstokkene er over 80 år gamle og dyrkes i den klassiske Alberello-stil – lave, fritstående vinstokke, der trives i det varme, tørre klima.
Luccarelli har gjort det til sin mission at bevare og fremhæve Puglias vintraditioner, og Il Bacca er et resultat af netop dette: en vin lavet med respekt for gamle vinstokke, lavt udbytte og høj kvalitet. Produktionen foregår i moderne faciliteter, men med fokus på sustainable farming og håndhøst, hvilket sikrer druernes optimale modenhed og karakter.